Ny hjemmeside formidler arabisk litteratur på dansk

2021-10-05

Ny dansksproget hjemmeside skal gøre det nemmere og mere tilgængeligt for nordiske læsere at stifte bekendskab med arabisk litteratur samt skabe et forum for fagpersoner og interessenter.

Ny hjemmeside vil skabe et forum for alle, der interesserer sig for arabisk litteratur:

Her kan forlæggeren orientere sig i markedet, læseren kan opdage interessante værker og forfatterskaber, og fagpersoner kan mødes i samarbejde om nye udgivelser og litteraturarrangementer.

Platformen giver desuden et overblik over, hvilke arabiske værker, der findes i dansk oversættelse. Hertil henviser den til spændende artikler, anmeldelser, arrangementer og samtaler om arabisk litteratur, samt til fagpersoner som arbejder med arabisk litteratur i Danmark.

Hjemmesiden rummer derfor også en oversigt over oversættere og formidlere af arabisk litteratur i Danmark.

Redaktionen består af Naja Bjørnsson, der er initiativtager, oversætter og ph.d.-studerende ved Lund Universitet og Martha Flyvholm Tode, som er skønlitterær forfatter og oversætter.

Besøg hjemmesiden her.